Allerførst vil jeg anbefale, at du anskaffer dig en notesbog til at skrive i. Det skal være en bog, som du synes er god, som du kan li’, som du kan tage med dig overalt, og som kan være din følgesvend den næste tid.
Om de er med linjer, tern, prikker (som er populære i systemet ‘Bullet Journal’), eller med helt blanke sider, er op til dig. Med hård ryg, spiralryg eller bare hæftet, er op til dig. Den kan være billig, som dem fra Tigerbutikken, eller dyr fra en specialbutik er også ligemeget. Men køb en, du kan lide af have med dig og har lyst til at arbejde med. Det er det vigtigste. Pas dog på, at den ikke er alt for stor, for så bliver den måske for besværlig at huske.
Notesbogen skal du bruge til ALT i forbindelse med din specialeskrivning. Til at tage noter i, notere ideer, indfald, huskesedler, kruseduller, kladder, whatever. Der er ingen andre end dig selv, der skal se i igen, så om du skriver pænt eller grimt er også ligemeget.

Billede 1: Forskellige typer notesbøger.
Notesbogen vil jeg anbefale, du bruger dagligt.
- Der er en pointe i at skrive ‘i hånden’ frem for at skrive på computer. Man tænker simpelthen mere kreativt med en blyant (eller et andet skriveredskab) i hånden. I hvert fald indtil du skal til at producere egentlig tekst.
- Du starter simpelthen på side 1 og bruger bogen side for side videre frem.
- Du skal lave dig et system, så du hurtigt kan genfinde dine noter, skulle du have brug for det.
- Hver dag markerer du dine noter, idet du forholder dig til, hvad der videre skal ske (mere nedenfor)
Lad os se nærmere på punkt 3 og 4
3. Du skal lave et system
Du har brug for to systemer: Et til at gruppere dine noter helt overordnet og et til at forholde dig til dine noter
Gruppering af noter
At gruppere dine noter handler simpelthen om at lave en overskrift for den type aktivitet, du er i gang med. Er du i gang med at få ideer, så lav en gruppe og kald den ‘Ideer’. Er du i gang med at skrive noter til en tekst, du læser, så lav en gruppe, der hedder ‘Tekster’. Falder du over en strikkeopskrift, du gerne vil huske hvor du har set, så lav en gruppe, der hedder ‘privet’. Du bestemmer helt selv. Vær også forberedt på at skulle revidere systemet fra tid til anden. Det er OK. Du skal heller ikke lave systemet for detaljeret/vildt – så bliver det for besværligt at huske.
Systemet skal du bruge til at markere de enkelte sider, så giv gerne farver til hovedgrupperne. Så kan du lettere genfinde.

Billede af mit grupperingssystem for noter. Jeg er ikke studerende, men forsker, og har derfor lidt andre arbejdsopgaver. Men princippet er det samme.

Billeder af systemet i brug. Hver side får en overskrift og en farve, så jeg let kan genfinde noterne. Her er overskriften ‘Quoi’ det er en projekt, jeg laver med en designer, som hedder Quoï. Jeg skriver også dato og farver overskriften grøn: Forskning
4. Markering af noter
Undervejs eller når dagen – eller en aktivitet i løbet af dagen – er omme, skal du kigge dine noter igennem igen. Hvilke punkter skal du gøre noget ved og hvad? Også her skal du lave et system.

Billede – mit system til at markere noter. Systemet her er en forenkling af ‘Bullet Journal’, som er mere udbygget – se evt. videoer på Youtube om dette.
Så løber du simpelthen dine noter igennem og forholder dig:
- Det stjernemarkerede skal overføres til et ‘Husk’ system. Selv bruger jeg to, et notessystem og et decideret ‘Husk’-system. Se mere under Teknikker og Apps.
- Når du har overført, sætter du en cirkel om stjernen.
- ? …. ? skal overvejes. Måske er ‘problemet’ ikke aktuelt længere? Så streger du det bare ud. Hvis det stadig er aktuelt, så skrive det over i dit ‘Husk’-system under ‘Spørgsmål til overvejelse’. Se mere under Teknikker og Apps.
- Skyerne – det samme som overvejelserne, men som ide. Er ideen stadig aktuel – da over til ‘Husk’-systemet under ideer.
Billede – Her er et par eksempler på systemet i brug. Til venstre diverse ideer markeret med en ‘sky’. Stjernemarkering for at signalere, at ideen skal overføres. Til højre noter fra en foredrag. Stjerner viser, at noget skal overføres.
Endnu en ting, du kan skrive i din notesbog, er din ugentlige plan. Disse vil jeg dog behandle under punktet Tidsplanlægning.