At starte på et nyt emne

Introduktion

At starte på et nyt emne – en ny opgave, et speciale, en artikel, en rapport – er som regel både spændende og en smule skræmmende. De fleste kender til egne stærke og svage sider og ved derfor, hvor man skal være særlig opmærksom. Lad være med at håbe eller satse på, at heldet nok kommer forbi. Fornuftig indramning af opgaven, planlægning af tiden og gode arbejdsprocesser, skal nok få dig i mål.

Indramning af opgaven

Start med at indsamle alt, hvad der eksisterer i forhold til opgavens rammer. Er det en opgave eller et speciale på et studium, du skriver, så find studieordningen. Er det et foredrag, du skal holde, så tjek med rekvirenten, hvad de ønsker. Er det en rapport, du skal skrive, så tjek forventningerne til det færdige produkt. 

Men måske er mere løse overvejelser også relevante: Vil du gerne skrive en artikel på baggrund af dit arbejde, så saml eksempler på tilsvarende artikler og hvor du evt. kan få bragt din tekst.

Planlægning af tiden

Dette handler om at – ja, planlægge sin tid. Man må forholde sig til, hvor lang tid, man har, og hvilke forpligtigelser, man i øvrigt skal huske. 

Nogen gange hører man udsagn som at ‘ting tager den tid, der er afsat til dem’. Det er ikke fuldstændig galt, men det er også noget vrøvl. I hvert fald hvis man bare har et minimalt krav om kvalitet af det arbejde, man laver. Selvfølgelig vil en tekst, som er skrevet på 3 timer være af en anden kvalitet end teksten, der er skrevet på en uge eller løbende gennem en måned. Men teksten bliver måske heller ikke væsentligt bedre af at være skrevet gennem et helt år! 

Du skal selv tage ansvaret for at du får lavet et godt match mellem din tekst og din tid. Skal du skrive speciale på 4 måneder, ja så regn med, at du skal bruge 4 måneder i streg. Der skal ikke lange pauser ind imellem, og hvis der af en eller anden grund alligevel skal, så må du arbejde mere i andre perioder. 

Det er også klogt at forholde sig til sin kapacitet. Er man godt forberedt, har styr på studiets noter, skal man arbejde med ‘kendt stof’, ja, så er situationen een. Synes man, at man læser langsommere end gennemsnittet, har svært ved at stoppe og sige at tingene er ‘gode nok’, at fokusere, ikke er god til grammatik, så er situationen en anden og man må sætte tid af til at håndtere dette. Det vigtige er at forholde sig til realiteterne. 

Der står mere detaljeret om tidsplanlægning og styring under Teknikker.

At starte! Pentagonmodellen

En god måde at starte på, er at bruge den såkaldte Pentagon-model. Adskillige skrivebøger anbefaler denne eller noget lignende, og den er da også ganske fin. Betragt den endeligt som et arbejdsredskab, du kan vende tilbage til igen og igen, lav gerne flere udkast, diskuter med den etc.

I sidste ende vil teksten, du skriver i pentagon-modellen kunne indgå i tekstens indledning.

Billede 1: Pentagonmodellen. Se mere om pentagon-modellen hos modellens forfattere.

De enkelte trin i modellen er følgende:

1. Problemformulering, ind baggrund og begrundelse for relevans. Her beskriver du, hvad teksten kommer til at handle om, hvorfor og hvordan. Tænk ‘kommunikation’ og ‘tragt’  startende med at du introducerer dit emne over for en læser (husk endelig at overvej målgruppen her!). 

Nogen starter bredt: 

Den skole, vi møder i dag, er ganske anderledes end for bare ti år siden. Hvis man søger i de fagblade, der knytter sig til folkeskolen, f.eks. bladet ”Skolebørn”, der udgives af landsorganisationen for forældre i folkeskolen, så kredser man mere og mere om emnet skole-hjem- samarbejde. Hvordan inddrager man forældrene i skolen og hvordan forbedrer man skole-hjem- samarbejdet? …. 

Dette efterfølgende så af en introduktion til hvordan forældresamarbejde på forskellige måder forstås, hvilke politiske begrundelser, der er knyttet til forældresamarbejdet. Derefter præsenteres nogle overordnede forsknings- og lærerprofessionsaspekter på forældresamarbejdet samt forfatterens egne erfaringer, hvorefter den endelige problemformulering lyder

Hvordan oplever mødre til børn i indskolingen at deres identitet påvirkes ved mødet med skolen? 

Hertil er der knyttet nogle få underspørgsmål.

Et andet eksempel:

Første gang begrebet ”Socialpædagogik” anvendes i dansk sammenhæng var i 1901 i en artikel i tidsskriftet ”Vor Ungdom”. I denne sammenhæng skal begrebet forståes som en holdning til, hvordan man dengang ønskede, at samfundet skulle formes. Der var derfor ikke tale om en bestemt form for pædagogik (Erlandsen i Erlandsen, Jensen, Langager og Petersen 2013:21). Siden begrebet første gang blev introduceret er der både blevet talt og skrevet meget om, hvordan socialpædagogikken og dens opgave skal forståes og udføres. Selve faget er kendt og kritiseret for at være ”forskningstyndt” og socialpædagogerne har forsøgt at finde frem til ”fagets kerne” og deres ”faglige identitet” (Erlandsen i Erlandsen, Jensen, Langager og Petersen 2013:22-35). I 1978 udgav J. Holst bogen ”Normalitet”, som kort efter blev til grundbog på de fleste pædagogiske seminarier (Erlandsen i Erlandsen, Jensen, Langager og Petersen 2013:30). Heri formulerer han, hvad han opfattede som et grundvilkår for socialpædagogikken ”socialpædagogikkens fremtrædelsesformer skifter sammen med de sociale og pædagogiske nødsituationer i samfundet.” Accepteres dette som fagets grundvilkår kan denne omskiftelighed meget vel være årsagen til, at socialpædagogikken den dag i dag har svært ved at finde frem til dets kerne (Erlandsen i Erlandsen, Jensen, Langager og Petersen 2013:35).

Dette følges af uddybninger af lovgivning og samfundsdiskurs, for til sidst at præcisere relevansen af specialet.

Målet med nærværende speciale er, at kaste lys over, hvilke faktorer der har betydning for medarbejderne og deres arbejde med de udsatte unge. Her tænkes der blandt andet på velfærdsinstitutionens tolkning af regler og politiske intention, samt deres syn på målgruppen og den opgave de varetager, både overfor de enkelte unge men også betragtet ud fra en forståelse af institutionen som en del af en samfundsmæssig helhed, som institutionen skal legitimere deres arbejde overfor.

Herefter følger den egentlige problemformulering.

Et tredje eksempel starter et helt andet sted:

Det er morgen og jeg sidder i køkkenet hos min veninde og spiser morgenmad. Hun bor på Nørrebro og jeg har overnattet hos hende fordi jeg skal lave mit første interview i dag. Jeg skal mødes med Aisha kl. 10 og jeg er på én gang forventningsfuld, spændt og nervøs. Jeg har faktisk mødt Aisha før. Vi mødtes på en café for to uger siden, fordi hun gerne ville høre lidt mere om mit speciale inden hun sagde ja til at være informant. Da vi mødtes var det rigtig hyggeligt, så jeg ved ikke, hvorfor jeg har en snert af nervøsitet over, at vi skal mødes igen. Måske er det fordi, at det vi skal snakke om er personligt, måske fordi jeg ikke ved, hvad jeg kan forvente eller måske fordi, at jeg i virkeligheden har lidt berøringsangst over for emnet. Islam er immervæk et ret omdiskuteret emne i Danmark anno 2017 og om en times tid skal jeg sidde overfor en dansk kvinde, der, på trods af dette, har valgt islam, og høre hendes historie… 

’Vil du have kaffe’, spørger min veninde. 

’Ja, tak. Forhåbentlig vil det dulme min nervøsitet lidt’ svarer jeg. 

Således startede empiriindsamlingen til dette speciale en mandag morgen 

Dette følges af uddybning, indkredsning indtil problemformuleringen.

Ovenstående er eksempler på hvordan den endelige tekst, som fører frem til problemformuleringen, kan se ud. Disse tekster er ikke skrevet i første forsøg. For langt de fleste vil problemformuleringen ændre sig adskillige gangs undervejs. Og problemformuleringen er det sidste, man tjekker inden aflevering: at man har fået besvaret alle problemformuleringens spørgsmål.

2. Hvad er formålet med undersøgelsen?

Formålet med at besvare problemformuleringen skal præciseres. Det behøver ikke at dreje sig om at kunne handle anderledes eller at lave noget om. Ofte handler det om en bedre forståelse af et fænomen, eller overhovedet at etablere en forståelse. Måske vil man kunne sige noget til en bestemt gruppe mennesker? Måske er man i gang med et forundersøgelse til et større emne. 

Uanset hvad, så beskriv, hvad formålet er.

Dog kan situationen også være den, at man ikke ønsker ganske at afsløre formålet. Eller ikke synes, man kan/bør/tør. Så må man skrive rundt om, men det er virkelig vigtigt, at man er klar over med sig selv, hvorfor man skriver. Det kommer nemlig til at styre rigtig meget i det efterfølgende arbejde. 

3. Hvilke data vil man bruge og hvorfor?

Her er det fornuftigt at prøve at være så præcis og specifik, som muligt. I dagens  universitetsspecialer er det ikke muligt – pga tidspresset – virkelig at undersøge noget. Man må derfor vælge, sådan at man får belyst sin problemstilling bedst muligt.

Vil man fx interviewe tre personer – hvorfor så tre, hvilke tre, og hvilke tematikker, kan interviewene handle om? Tjek så med dig selv om dette vil give sig materiale, som gør, man kan svare på problemformuleringen!

Gør dig også overvejelser om, hvilke begrænsninger præcist disse data kan give. Hvis man ideelt skulle interviewe flere end 20 personer og måske fra flere generationer og samtidig observere – hvilket snit af virkeligheden er det så, man kan indfange ved alene at interviewe tre og ikke observere? Lad endelig være med at fortvivle og synes, at det bare ikke nytter med et så lille materiale. Man kan godt finde ud af noget, og bedømmerne ved godt, at situationen med de korte specialer er, som den er.

4. Teori og metode.

Hvad tænker du at anvende af teori og metode? Og mere præcist: hvordan og hvorfor?

Vær opmærksom på, at det videnskabsteoretiske skal ligge underforstået bag både teori og metode – det hele skal passe sammen. Enten umiddelbart ved at være udviklet inden for samme videnskabsteoretiske position, eller også skal man som forfatter gøre rede for, hvordan du ser sammenhængen.

Med ’teori’ kan godt forstås flere teorier, lige så vel som ‘metode’ kan betyde flere ‘metoder’. Men igen – den underliggende videnskabsteoretiske ståsted skal stemme overens. 

Hvad vil det konkret sige? Jo, eftersom videnskabsteorien jo – forenklet sagt – interesserer sig for ontologi (hvad ‘er’ verden) og epistemologi (hvordan får vi viden om verden), må valget af teori og metode passe sammen i forhold til disse to tematikker. Det duer fx ikke, at bruge en teori, der hævder, at verden findes uafhængigt af menneskers eksistens og tolkning, og så bruge en metode, der er udviklet på baggrund af en antagelse om, at verden alene eksisterer qua menneskers tolkning.

Her bliver spørgsmålet om, hvorvidt man arbejder deduktivt eller induktivt også vigtigt. Måske vil man vente til empirien er indsamlet med at lægge teorien fast. Det kan man sagtens, men skriv da, hvad teorivalget kunne tænkes at handle om. Hvad skal det kunne forklare? Menneskers handlinger? Socialisering? Et læringsforløb? 

5. Fremgangsmåde

Her beskriver man – så godt man nu kan – hvad der skal stå i de enkelte kapitler. Eftersom teksten ikke er skrevet endnu, er det selvfølgelig lidt usikker, men giv det en skud alligevel: Hvad tænkes de enkelte kapitler at indeholde?

Læn dig gerne op ad standardformen, som – afhængig af det fagområde, man skriver inden for – kan være:

• • • Indledning
    • Baggrund og kontekst samt forskningslandskab
    • Analysestrategi med teori, metode, etiske overvejelser og fremgangsmåde
    • Analyse, ofte delt i flere analyser
    • Diskussion
    • Konklusion